Klik på konvolutten og skriv dig op til nyhedsbrevet
Kina har en meget lav mordrate: 1 pr 100.000, men det bliver alligevel også til 13.410 mord om året, i 2010.
This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.
-
Ninas Nørdfakta
- I 1830’erne ‘ophørte al civilisation nord for Vedbæk kro.’ I hvert fald ifølge den senere professor i arkæologi, J.L. Ussing, der som barn og ung måtte vandre i hælene af sin friluftselskende far i det nordsjællandske landskab.
- Fortidens fantastiske navne: Seefryda, Ernstmine, Eufrosyne
- Fortidens fantastiske navneskik: En gang imellem var moderen af så bling familie, at man dannede et nyt slægtsnavn. Det skete bl.a. for lægen Christian Frimodt-Møller (1877-1943), hans far var en præst – Møller og hans morfar var den kendte præst Rudolf Frimodt, altså Frimodt-Møller.
- Fortidens fantastiske navneskik: Kvinder har haft den bredeste vifte af navnemuligheder, da stort set alle mandsnavne bare kan få et -a eller -ine smækket på, og vupti kan man hedde Thøga eller Hartvigsine. Det var gængs at hun tog mandens efternavn, men pigenavnet nævntes næsten altid, som i Kirstine Meyer, født Bjerrum.
- Fortidens fantastiske navneskik: Det var først i 1961 (!) at det blev påbudt at hustruen antog mandens efternavn. Adelens kvinder beholdt deres pigenavne. Således skal man vide andetsteds fra, at Birgitte Gøye var Herluf Trolles kone. Også almindelige koner fastholdt deres pigenavn (nogle hed endda Ane Larsdatter) langt op i tid.
- Fortidens fantastiske navneskik: Både staten og slægtsforskere var trætte af at Jens Hansens søn hed Hans Jensen, og det blev påbudt både i 1828 og 1856 at alle skulle have et fast slægtsnavn, med det resultat at 80 % af danskerne stadig hedder et -sen navn.
- Fortidens fantastiske navneskik: Ligesom Søren Kierkegaards mor og to mostre hed Ane, hed mange i Charles Kjerulfs familie Peter. Hans far, farfar, farbror, onkel m.fl. “Fader spøgede nok med det hele … holdt alle Peter’ne “store Peter” og “lille Peter” og “Osse-Peter” fast med fingrene” (Kjerulf 1915)
- Fortidens fantastiske navneskik: Bønder havde længe den uhyre forvirrende navneskik at veksle far- og sønnavne: Jens Hansens søn hed Hans Jensen, hvis dreng så døbtes Jens Hansen. Desuden hed de vitterligt enten Jens, Hans, Niels, Peder. Ane, Kirsten, Maren.
- Fortidens fantastiske navneskik: Efternavne kom lige så stille til i løbet af middelalderen og da kun for adlen. I 1526 blev det faktisk de fine påbudt at tage sig et fast slægtsnavn.
- Fortidens fantastiske navne: Bartromine, Davidine, Zanterine
- Præsten Julius Steen (1855-1935) gik på Ludvig Triers studenterkursus i 1870’erne. ”Engang sagde han [Trier] til mig, at det egentlig var sørgeligt, at jeg skulde spilde mine Kræfter paa at læse Teologi; det var jo langt bedre, om jeg ville tage en Magistereksamen f.Eks. i Tysk, Latin og Musikhistorie. Meningen var (andre sagde det ligefrem), at det kun var Idioter, der studerede Teologi. Jeg var imidlertid i de Aar stærkt grebet af Rud. Frimodts Prædiken, og var ikke et Øjeblik i Tvivl om at det var Guds Vilje, at jeg skulde være Præst. Men det var ikke altid let at klare sig mellem alle disse Kursuskammerater, som mente, at et dannet, tænkende Menneske ikke kunde bøje sig for det, der med et Brandescitat kaldtes for »Kristendommens fordummende Indflydelse«.” (Steen 1931)
- I 1864 skrev en præst, Blædel, til en biskop, Brammer, om at København “er i de sidste år blevet opfyldt og omgivet af en utrolig masse forlystelsessteder, mange af dem skændelsens og forførelsens steder. De er opfyldt næsten hver aften af en mængde, som er utrættelig i sit begær efter nydelse. De unge bliver forført, og de ældre fører an. Søndag formiddag er for mængden en arbejdsdag, søndag eftermiddag og aften en kødets dag.”
- Store Bededag havde mistet sin betydning, vrissede præsten Stein i 1880’erne. Hans kollega, Warburg, sukkede med: “Det er en ussel jammerlighed, betegnet ved at Tivoli åbner Store Bededag!”