“…og jeg fyldtes atter, som saa ofte før her oppe, af Kærlighedens inderste Væsen. Ikke den Kærlighed, som snævrer sig sammen om en enkelt eller nogle ganske faa, men den,  som omfatter alt, hvad der lever og aander. Den Kærlighed, der blev skænket os som en Gave, at vi ved den kunde blive lykkelige Mennesker, fordi den tvinger os til at se bort fra vort eget lille Jeg med dets Bekymringer og Interesser. Den Kærlighed, som er den eneste SANDE Lykke.” Anna Petersen: Til Fjælds i novellesamlingen Avner, s. 104