Prostitutionstur

Sted:

Rådhuspladsen, ved trappen til rådhuset. GPS-koordinater: 55.6756, 12.5696, slut, stort set samme sted.

Tid:

Varierer! 1½ time, men turen trækker gerne spørgsmål og diskussion med sig.

Pris:

125 DKK pr. person.

Velegnet til undervisning, familieudflugt (jo!) og vidensfirmaer. Forholdsvis kontroversiel, kan kilde forargelsen (systemet var altså lidt uretfærdigt og mærkeligt) og give anledning til diskussion. Man bør være mindst 15 år gammel for rigtig at få noget ud af turen, men der er ingen øvre aldersgrænse 🙂

Det er med stor glæde at Nørd Tours kan præsentere endnu en tematur, denne gang om prostitutionen i København 1874-1906. På det tidspunkt havde vi statsdrevne bordeller og offentlige fruentimmere. Hør om alfonser, dyre og discount damer, hospitalet og værnehjem.

På turen ser vi nogle af de steder hvor de prostituerede boede og vi får et lille indblik i den underverden som København både foragtede og fornøjede sig med.

Det er ved denne trappe vi mødes.

Det er ved denne trappe vi mødes

Byvandringen kan med fordel anvendes i undervisningsforløb om prostitution, ligesom både prostituerede og slægtsforskere kan få udbytte af oplysningerne! Almindeligt interesserede, nysgerrige, deltagere i debatten om prostitution, politifolk og socialarbejdere er også meget velkomne.

Also available in English: http://nerdtours.dk/en/prostitution-tour/

Og nu også som foredrag! Der kan holdes stort set overalt, og i varme og tørre omgivelser! Stor fordel i dette Gajolvejrsplagede land.

Her er hvad Ane S. skrev om turen: Tusind tak for en rigtig skøn og oplevelsesrig tur. Historie serveret på en indlevende og underholdende måde, af en der ved, hvad hun taler om og brænder for det. Vi havde et par fantastiske timer med gode grin og stof til eftertanke. Jeg kan varmt anbefale at tage med på en rundvisning med Nørd Tours.

Turen er blevet til i samarbejde med Københavns Stadsarkiv og tager udgangspunkt i ”Politiets Registerblade” der fra 1890 og indtil 1923 blev ført over den københavnske befolkning. Bladene er en forløber for Folkeregistret, og er en guldgrube for slægtsforskere og andre med interesse i Københavns historie omkring 1900.

De er ved at blive indtastet, så alle kan søge folk frem. Fx kvinden Marry Valgvartine Jappe, der boede på Nørrebro i 1904. Eller Johan Marinus Jensen Schou , født i Løgstør. Han ernærede sig ved at pleje folk i begge ender, da han var frisør og ligtorneoperatør. Det er også muligt at finde tidligere beboere i éns hus eller se at tyve personer indvandrede fra Babberup. Mulighederne er mange, og én af dem er altså at fortælle om prostitutionens historie på en byvandring.

Københavns Stadarkivs Nasrin Sharif Billie var med som fotograf og optog blandt andet denne lille snas som kan ses her. Der er også lidt på TV2 Lorry.

Grethe Hartmann: Boliger og Bordeller – Oversigt over Prostitutionens Former og Tilholdssteder i København til forskellige Tider, Rosenkilde og Bagger,1949 og 1967.

Bo Jensen: Skøgernes Danmarkshistorie – Prostitutionens historie i Danmark 1860-2000 fra offentligt fruentimmer til sexarbejder. Forlaget Foxy, 2016.

Karin Lützen: Byen tæmmes : kernefamilie, sociale reformer og velgørenhed i 1800-tallets København, Hans Reitzel, 1998

Niels Jul Nielsen og Lise Astrup Frandsen: Sex til salg i storbyen : prostitution sidst i 1800-tallet og i nyere tid, Københavns Museum, 2010.

Merete Bøge Pedersen: Den reglementerede prostitution i København fra 1874 til 1906 : en undersøgelse af prostitutionsmiljøet og de prostitueredes livsvilkår,  Museum Tusculanum, 2000. Prostitutionen og grundloven, Museum Tusculanum, 2007.

Arkiver:

For de slægtsforskere der er så heldige at have en prostitueret formoder er der meget at hente i arkiverne.

Københavns Stadarkiv har fx skattebøger, hvori de prostitueredes skattebetaling står anført. Deres stillingsbetegnelse står dog blot med prikker… Det er simpelthen essencen af samfundets  vaklende attitude overfor prostituerede, deres skattebidrag er godt nok, men at skrive hvordan skattepengene blev tjent, er for meget. Det skal siges at andre arbejdsbetegnelser står højt og tydeligt, som kusk, kammerjæger, kogekone etc.

Stadsarkivet finder man også Patientprotokoller fra Vestre Hospital, der senere kom til at hedde Rudolph Berghs hospital. Her blev de prostituerede med kønssygdomme behandlet. Og straffet, hvis de var uvorne: Bog over disciplinære foranstaltninger 1886-1906.

Rigsarkivet har Københavns Politi, Politidirektørens Sekretariat, Udtagne sager. G. Korrespondancesager vedr. den offentlige prostitution  1874 – 1906. Københavns Politi 3. Politiinspektorat, Afdeling B, Kronologisk fortegnelse over kvinder der ønsker at gå til hånde i offentlige huse  1888 – 1906. Heri finder man navn og adresse på mere end 1200 kvinder og i en del tilfælde også deres kærester.

Fotografiportrætter af offentlige og andre løsagtige fruentimmere findes på cd fra Genealogisk Forlag. Som nu er på Flickr: http://www.flickr.com/photos/statensarkiver/sets/72157632698054245/with/8449265819/

Politihistorisk Museum på Nørrebro ligger også inde med en del fotografier af offentlige fruentimmere.

Det kongelige Bibliotek har digitaliseret bl.a. denne pjece fra Midnatsmissionen.

Også denne tur kan bruges til kundepleje og personalegode. Det har personaleforeningen på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion benyttet sig af 2012.08.31. Det samme har KFUK-Reden København og Reden Internationals frivillige også gjort.

Turen er også blevet brugt i undervisningsøjemed!

taastrup-realskole-logo