Nina Søndergaard, født i Århus 1979.
Boet i København siden 1999. Cand.mag.hist. fra Københavns universitet 2008.
Studerede på Kunstakademiets Arkitektskole 1999-2002.
Nørd Tours er mit enkeltkvindesfirma, stiftet i 2010. Nørd Tours er en platform hvorfra jeg kan sprede fakta, glæde og viden. Jeg har nemlig noget på hjerte, og mine budskab er alting forandrer sig og at langt det meste er faktisk til det bedre. Derudover vil jeg gerne gengive historien på en måde, så du får fornemmelsen af at fortiden var virkelig og i 3D med alt hvad der hører sig til af lugte, farver og safter.
Mine kerneområder er Københavns historie, by- og bygningshistorie, mikrohistorie, sansehistorie, seksualhistorie – hovedsageligt i Vesteuropa 1750-1900.
Min bogsamling på 12 hyldemeter er opstillet efter folkebibliotekernes DK5-system. Nemlig. Jeg er gennemnørdet, og en af mine styrker er at kunne læse meget hurtigt og koge pointerne ned – til artikler, byvandringer, foredrag, hushistorie eller forbløffende facts.
At være en nysgerrig nørd giver også en masse kroge at hænge mere viden op på, og jeg får nogle gange forbundet ellers adskilte ting og fænomener. Det medfører aha-oplevelser, indsigter og en masse latter. Humor er en god øjenåbner og et hukommelsesmæssigt fif: Hvis du grinte af noget, husker du det lidt bedre…
Nørd Tours har kun én ansat og det er mig. Jeg er firmaets bogholderske, chef, daglig leder, grafiker, indkøber, kaffehenterske, marketingsperson, phoner, rengøringsdame, sekretær, tegner, tekstforfatter, tilrettelæggerske og webmistress.
Jeg har haft en masse jobs førhen. Bl.a. hos Megafon analyseinstitut, PostDanmark, Vesterbro og Brøndby biblioteker, Statens Forsvarshistoriske Museum, Det kongelige Bibliotek samt Greve Museum og lokalhistoriske arkiv. Desuden har jeg lavet Wikipediaopslag om gaderne på Ydre Nørrebro og Østerbro i samarbejde med Thomas Oldrup.
Jeg drikker ikke rødvin, men gerne Hoegaarden eller Heineken. Og bliver som så mange andre damer glad for gavekort til Magasin, Matas eller Arnold Busck. Andre dimser der også hitter her er vinylplader med klassisk klavermusik, især alt med Glenn Gould der spiller J.S. Bach, men andre (Chopin, Beethoven, Mozart) kan også gøre det.
Medstifter af Seksualpolitisk Forum i 2007.
Prosexfeministisk blogger siden 2009, udvidet i 2019 til at blogge om nænsomhed.
Billetsælgerske i Ejbybunkeren siden september 2012.
Ørstedguide i Rundetårn juli-september 2020.
Hvis du vil se mere om mine meninger og medieoptræden, så er der en underside her.
Skrifttypen jeg har anvendt til skiltene med Nørd Tours og andre overskrifter er ”Neo Contact”, som er den digitaliserede halvfede, smalle egyptienne jeg mener ligger tættest op ad den skrifttype som københavnske gadeskilte før 1989 er sat i. Den skrifttype er tegnet i 1929! Meget sent, da egyptienneskriften dukkede frem allerede i 1817. Manden bag var Frederik Christian Lund (1896-1984), der var Københavns stadsarkitekt 1943-1966.
Ved hæmningsløst at stjæle det gamle design ønsker jeg at signalere at jeg er gammeldags (det må historikere jo gerne være), troværdig og tydelig og at mine produkter peger hen mod nye oplevelser. Foruden naturligvis, at jeg kender og elsker den by jeg har gjort til min.
I 1989 besluttede kommunen at opsætte nye gadeskilte i en sans serif, der virker forbløffende fad og kønsløs i forhold til de gamle skilte, hvor teksten er i flot relief. De nye skilte er flade, og med hvid skrift på mørkeblå baggrund. Skrifttypen er Dansk Vejtavleskrift fra 1978.
Den fungerer fantastisk godt på de store vejskilte, hvor den også er smukt spatieret, men knap så godt på de små, mere intime gadeskilte, her savner fonten kant og karakter.