Omkring 1800 var det en almindelig antagelse at folk ikke gik så meget i kirke som førhen, og at præsterne ikke “nyder almen agtelse: 1. Tidens religiøse stemning er dem imod. 2. Gejstligheden mangler tilstrækkelig dannelse. 3. Præsterne har ikke de personlige egenskaber, der giver dem anseelse hos menigmand. Præsterne er også for unge, når de kommer i embede, og de omgås dristigt med deres sognebørn, som var de deres ligemænd. Præsten deltager i sognets løsslupne fester og klæder sig efter moden. 4. Standen er for fattig. 5. Ingen adelige og ansete familier lader deres børn uddanne sig til præster. 6. Alt for få gejstlige har plads i rangforordningen. Selv ved at vinde den teologisk doktorgrad rangerer man kun efter virkelige kammerråder nr. Tre. Det er intet i sammenligning med de ærestitler, der tildeles andre embedsmænd. 7. Præsterne har for mange verdslige pligter. 8. Præsterne må leve af tilfældige ofre og accidenser. 9. Gejstligheden og kirken har fået en konkurrent i skolevæsenet.”