Tvangsarbejdsanstalten Ladegården i København havde i 1800-tallet en konstant belægning på en 400-500 mennesker, mens 1000-1500 var på gennemtræk i kortere perioder. Man brugte selvfølgelig ikke (mange) penge på at vedligeholde et hus, der rummede samfundets udskud, så i 1892 var ‘gården som brøstholden, at den kun står, fordi den ikke ved, til hvad side den skal falde.’ Gården stod, magisk nok, indtil 1930.