Tvangsarbejdsanstalten Ladegården i København havde i 1800-tallet en konstant belægning på en 400-500 mennesker, mens 1000-1500 var på gennemtræk i kortere perioder. Man brugte selvfølgelig ikke (mange) penge på at vedligeholde et hus, der rummede samfundets udskud, så i 1892 var ‘gården som brøstholden, at den kun står, fordi den ikke ved, til hvad side den skal falde.’ Gården stod, magisk nok, indtil 1930.

This entry was posted in Uncategorized. Bookmark the permalink.